Menu

Mindeord Torben Overgaard

image Mindeord Torben Overgaard
23. november 2022 kl. 20:44

Mindeord Torben Overgaard


Det var med stor sorg, at vi i Vorup FB modtog beskeden om, at vores formand for fodboldvennerne, Torben Overgaard, efter kort tids sygdom og alt for tidligt var afgået ved døden den 12. november 2022 kun 69 år gammel. Vi har herved mistet en markant skikkelse og ildsjæl for Vorup FB i almindelighed og for Vorup FB’s Fodboldvenner i særdeleshed.

Torben var inkarneret VFB’er. Han startede som børnefodboldspiller på banerne på Høvejen. Her var faciliteterne slet ikke som i dag på Ulvehøj, men han fortalte altid med et smil om de mange, store kampe, der var spillet på banerne, der var fyldt med småsten og hvor skrammerne måtte vaskes i et koldt brusebad. De sidste år havde han den store glæde at bo med en flot udsigt over de selvsamme baner på Høvejen, hvorfra han havde de mange utallige gode minder, der betød så meget for ham.

Engagementet, optimismen og det gode humør har altid været Torbens følgesvend. Og han var god til og glad for at tale med mennesker. Han stod for tegning af stort set alle annoncer og sponsorater for fodboldvennerne – og har gjort det igennem en meget lang årrække. Mens han drev selvstændig frugt engros virksomhed, støttede han alle Vorup FB’s afdelinger og bakkede op om foreningens arrangementer. Torben har på denne front udført et kæmpe stykke arbejde, som vi skylder ham en stor tak for – og det bliver en stor opgave for os at løfte efterfølgende.

Torben værnede også om traditionerne og de gode værdier. De skulle holdes i hævd. Således kæmpede han til det sidste for, at fodboldvennerne skulle fastholde at drive Country Teltet på havnen i Randers Ugen. Det smertede ham, at vi måtte opgive det og indse, at tiden var løbet fra det. Da fodboldvennerne på et tidspunkt var truet af lukning, var Torben også en del af den gruppe, der satte sig for at redde foreningen.

Torben lod sig ikke slå ud af, at Country Teltet måtte opgives – der måtte findes på noget andet. Han var jo til fest og farver og nok derfor blev det Skt. Hans festen han fik i gang. Han ville gerne vise, at vi i Vorup FB ikke kun tænkte på os selv og vores sport, men også gerne ville arrangere noget for lokalsamfundet. Vi startede oppe ved dammen i telt – rigtigt hyggeligt og kun et enkelt år blev vi næsten druknet i regn. Men ellers var vi faktisk begunstiget af godt vejr. De senere år er Sankt Hans festen flyttet til Vorup Huset, hvor vi er mindre afhængige af vejret. Også i dette arrangement trak Torben en meget stor del af læsset, men det var ham også meget magtpåliggende, at vi fik engageret nogle aktive spillere til at tage en tørn. Det gamle ordsprog om, at man skal yde før man kan nyde, har han ofte hevet frem – et helt igennem sundt princip. Og mange af de unge er jo også helt med på det og giver gerne en hånd med år efter år.

Det var også vigtigt for Torben, at fællesskabet i Vorup FB var alle forundt. Økonomi måtte ikke være en hindring. Derfor tog han initiativ til oprettelse af fonden ”Fodbold for Alle”, der netop yder støtte til kontingent, sportsudstyr m.v. til økonomisk trængte familier. Det var så meget i Torbens ånd, at vi i Vorup FB skulle have plads til alle.

Torben havde en stor interesse for lokalområdet, som Vorup FB var en del af og ville gerne bevare de gode historier for eftertiden. Han satte derfor sig selv i spidsen for et meget stort arbejde med at indsamle billeder og avisartikler fra hele perioden. Et samarbejde mellem gode kræfter ved Museum Østjylland og fra Vorup FB resulterede i første omgang i et par velbesøgte foredrag på Ulvehøj om tilblivelsen af Vorup-Haslund. Arbejdet kulminerede med udgivelse af bogen ”Vorup – fra boplads til forstad” i 2021. Torben havde en meget stor andel i denne udgivelse.

Vorup FB og fodboldvennerne har ved Torbens død mistet en engageret og humørfyldt leder. Vores tanker går til familien, hvor han efterlader sin mor, sin hustru Pia og børn og børnebørn.

Æret være Torben Overgaards minde.

Luk